Dårlig samvittighed og fysisk aktivitet i graviditeten

Når man er gravid, er det nogle gange som om, at hele verden pludselig føler, at det er okay at kommentere på alle aspekter af ens liv. Det være sig hvor meget, hvor lidt og hvad man spiser, hvor meget man får rørt sig, hvor meget eller hvor lidt man har fået købt ind til baby, ens økonomiske situation, ens vægt osv. osv.  I det hele taget kan det nogle gange føles overvældende, at nogle mennesker, som måske ellers aldrig har engageret sig (i hvert fald på et så personligt plan), pludselig synes, at de har løsningen på alle ens problemer, blot fordi man er gravid. For alle ved jo, at som gravid har man selv bedt om at være skydeskive for alverdens kommentarer. Eller hvad?

Særligt har det fyldt meget for mig, når nogen har kommenteret på hvad jeg har spist. Ikke så meget om det har været noget man ”ikke må” spise i graviditeten, men nærmere hvor sundt eller usundt det har været. Lige præcis dét har fyldt meget, fordi jeg har haft det rigtig svært ved, at have taget mange kilo på, hvoraf ikke alle har været lige nødvendige. Jeg tror også at dette er kommet til at fylde for meget i mit eget hoved grundet mit fysiske aktivitetsniveau, som heller ikke ligefrem har været noget at prale af. Dog er jeg blevet meget bedre til at få gået nogle gode ture her sidst i graviditeten, hvilket helt klart også har givet mit humør lidt et boost, selvom ventetiden føles lang.

Nu skal det selvfølgelig ikke forstås som om, at disse emner er tabubelagt og totalt no-go at snakke om. Jeg har i hvert fald selv haft så meget baby på hjernen, at jeg nogle gange har haft svært ved at holde en samtale kørende, som omhandlede noget andet. Dette var blot en lille reminder om, at bare fordi man er gravid, betyder det ikke at ens personlige grænser for informationsdeling er forsvundet. Og til de gravide, med hormoner i hele kroppen, husk på, at langt de fleste mennesker kun mener det kærligt og ønsker at hjælpe. Det sidste de højst sandsynligt tænker på er, at det kan virke meget intimiderende eller grænseoverskridende.

Tip til fysisk aktivitet

Jeg har aldrig været typen, som har haft mine faste ugentlige besøg i et fitnesscenter eller på anden måde gået til sport af nogen art. Som så mange andre, har jeg haft nogle sporadiske medlemskaber i et center, når jeg fik tilstrækkelig dårlig samvittighed over mit eget aktivitetsniveau. Derfor blev det heller ikke nemmere for mig da jeg blev gravid, at sørge for at holde min fysisk aktiv og let’s be honest, jeg har nok ikke været så fysisk aktiv som anbefalet, igennem det meste af min graviditet. Dog har jeg lige på falderebet fundet min hellige gral til de daglige lange gåture, som jeg ellers aldrig har fået gået, fordi jeg simpelthen synes det har været super kedeligt!

Pokemon Go…

Jeps, det lyder for nogle måske underligt, but don’t knock it until you’ve tried it! Det er et spil, der for mig har givet gåturene mening og gjort dem til en leg i stedet for en kedelig pligt, for at få rørt sig. De fleste har nok hørt om Pokemon Go, men hvis man ikke er så bekendt med hele konceptet, så findes der utallige videoer på YouTube, som er gode til at forklare hvordan man kommer godt i gang. Personligt synes jeg at den YouTube kanal der hedder Trainer Tips er et besøg værd.

Udover at det er et spil som gør gåturene til en leg, så er det også et spil der har et helt community på blandt andet Facebook. Så hvis man er tilflytter (nok mest til de større byer) så er det ikke noget dårligt sted at lede efter nye bekendtskaber, eller blot få nye tips og tricks om spillet.


Ligger du selv inde med nogle gode råd til, hvordan man bedst muligt holder sig fysisk aktiv i løbet af graviditet og barsel, så smid endelig en kommentar nede i kommentarfelter, så både jeg selv og andre kan få glæde af dem.

Jeg elsker desuden at få feedback, så har du nogle gode idéer, tips eller blot ris eller ros, så send mig endelig en mail på anne@baby-life.dk ♥

Del: