At have barn som studerende

Da Michael og jeg talte om at begynde projekt baby, snakkede vi selvfølgelig også om, hvorvidt vi skulle vente til jeg var færdig med at studere, hvilket jeg ville have været her til sommer (med første del), hvis ikke vi havde fået Emilie. Tanken var egentligt, at det skulle have taget lidt længere tid, end det gjorde at blive gravid, ups… Nogle gange går alting ikke som planlagt, men denne gang var det faktisk for det bedste.

Jeg tænkte at det ville være smartest at skulle føde, lige inden min praktik, således at jeg kun ville have det halve år i praktik tilbage. I virkeligheden, har jeg faktisk meget mere tid til rådighed nu, end jeg ville have haft i min praktik, da det jo er et fuldtidsarbejde, så på den måde var det nok meget godt at det gik lidt hurtigere end forventet.

Anyways – nu har jeg hende og hvordan går det så?

Jeg er idag rigtig glad for at have truffet beslutnigen om, at få et barn imens jeg studerer. Jeg har først rigtigt fundet ud af, hvor mange fordele det faktisk har givet mig, efter Emilie har meldt sin ankomst. Det som før var en del bekymringer om, hvordan jeg skulle tilrettelægge min barsel, hvad med indkøring i dagpleje, hvor meget tid ville mit studie tage fra min tid med Emilie og ikke mindst det økonomiske aspekt, er alt sammen noget der helt naturligt er faldet på plads.

Indkøring, hente og bringe i dagplejen

Vi har tilrettelagt det sådan, at Michael aflevere Emilie i dagplejen hver morgen omkring kl 8.00 og jeg henter hende kl 14.00, vi har ingen bil, så de 1,5 km foregår på henholdsvis cykel den ene vej og gåben den anden. Det er selvfølgelig træls nogle dage, men langt de fleste, er det virkelig dejligt at komme ud på en lille “gratis” gåtur og få noget luft, da vi ellers ikke er alt for gode til det der motion. Selvom jeg i hvert fald burde… Jeg er forhåbentligt ikke den eneste 😀 Det gode ved studiet er netop, at det er ret fleksibelt, så hvis der er noget jeg ikke når den ene dag, så kan jeg nå det når Emilie sover lur (eller, det burde jeg i hvert fald) eller når hun er lagt i seng om aftenen. Det er dog sjældent at det sker, for nogle dage møder jeg først kl 10.00, hvor Michael stadig aflevere hende tidligt, hvilket giver mig et par timer til at enten studie eller andet praktisk.

Det at jeg er studerende har også gjort indkøring i dagplejen ret nem. Jeg var så heldig at kunne starte indkøringen af Emilie, 2 ugers tid inden jeg selv startede op på 3. semester, men grundet fleksibiliteten på studiet (og en god studiegruppe), har jeg kunnet komme og gå lidt som det passede bedst ind i min hverdag.

Barsel som studerende

Noget andet dejligt er, at man helt selv kan tilrettelægge sin barsel. Man får 12 ekstra klip, som man kan bruge som man har lyst til. Man kan starte barslen helt op til 3 mdr. før termin og bruge dem igennem hele ens igangværende uddannelse. Jeg valgte at få dobbelt-klip, hvilket betyder jeg at kun havde et halvt års barsel, men jeg fik hvad der svare til dobbelt SU i hele det halve år. Det valgte jeg af flere årsager. For det første er jeg ikke særlig god til at gå hjemme altid, så bliver jeg sgu lidt underlig, for det andet så havde jeg ikke lyst til at trække mit studie så meget i langdrag, og for det tredje, så var der det økonomiske aspekt i det. Jeg tager noget SU lån hver måned, da jeg ikke synes at jeg vil prioritere tid til et studiejob ved siden af, da den tid i så fald ville blive taget fra min tid med Emilie. Hvis jeg skulle have haft et helt års barsel, skulle jeg have taget SU lån i længere tid. Men der er det jo nemlig så smart, at man kan planlægge det præcis som det passer til ens egen personlighed 🙂

Økonomi med en baby som studerende

Den sidste store bekymring har helt klart været økonomien, men her blev jeg meget positivt overrasket. Vi bor i lejebolig og får derfor boligstøtte, hvilket steg en del da vi fik Emilie (ca. 2.000 kr tror jeg faktisk), helt uden at jeg vidste det ville ske. Bonus. Alle får jo børnepenge, men som studerende kan man søge ekstra børnetilskud, hvilket også gav omkring 1.800 kr ekstra i kvartalet. Det gør altså en ret stor forskel. Jeg har skrevet et helt indlæg om ting at søge når man får baby, det kan i læse her. Så alt i alt er vi faktisk ikke blevet så presset som jeg havde frygtet, omend økonomien stadig kan være lidt stram til tider, men sådan er del for de fleste. Langt hen ad vejen handler det for os om prioriteringer, hvad er vigtigt og hvad kan vi godt undvære. Så hjælper det måske også at have en lille lejlighed, så vi har slet ikke plads til alt muligt lort vi ikke har brug for 😀 Jeg har også skrevet et indlæg om baby i en 2 værelses lejlighed, som kan læses her.


Jeg håber I kunne bruge denne information til noget, og også selvom du bare har læst med for hyggens skyld, så er mega glad for at du er kommer helt her til! Jeg elsker feedback og spørgsmål, så stil dem endelig i kommentarfeltet ♥

Så vil jeg da også lige komme med en opfordring til at følge med på Instagram og tilmelde sig mit nyhedsbrev, der kommer nemlig et opslag, hver gang jeg poster nyt på bloggen 😀

Del: