Jeg har generelt været ret heldig og haft en forholdsvis nem graviditet. Jeg har ikke været plaget af hverken synderligt meget vand i kroppen, bækkenløsning, graviditetssukkersyge, eller andre gener, som nogle kvinder desværre oplever. Til gengæld opdagede vi allerede omkring uge 22, at vores lille pige var lidt mindre end gennemsnittet, ikke noget alarmerende, men dog noget der gjorde, at vi skulle til ekstra skanninger hver 2.-3. uge, for at sikre hendes vækst. Fra omkring uge 22 og helt ind til fødslen svingede hendes afvigelse i vægten mellem -16% og -26%, hvilket både gjorde os nervøse, men også gjorde, at der var større risiko for at jeg fødte for tidligt. Alle disse skanninger viste også, at hun lå med numsen nedad igennem hele graviditeten, hvilket nok også var en af grundende til, at vendingsforsøget ikke lykkedes. Dette kunne også være en faktor for øget risiko for at føde før tid.

At hun var ”for lille” affødte for mig en masse bekymringer. Jeg havde aldrig før tænkt over at der kunne komme andre ”komplikationer” efter 12 og 20-ugers skanningerne, så pludselig skulle jeg igen forholde mig til, at min baby måske ikke var ”normal”. Alt andet på hendes skanninger var heldigvis normalt, altså forholdet mellem kropsdele, hertelyd, gennemstrømningen gennem navlestrengen og alt det andet de nu tjekker på sådanne skanninger, hvilket gav os lidt ro på (Michael mere end mig, det var mest Michael der fik mig til at tage det roligt).

Grundet tidligere fødsler i familien, at hun var lidt lille OG at hun lå med numsen nedad, var jeg næsten 100% sikker på, at jeg ville føde før termin. Det skete så bare heller ikke. Da jeg nåede min terminsdato, d. 17. juli, var der ingenting sket og ingen udsigter til noget heller. Selvfølgelig skulle vi lige i år have årtiers varmeste sommer, så med 28-32 graders varme synes jeg allerede, at jeg havde haft den længste måned i mit liv, så at jeg ovenikøbet gik over tid, var ikke lige skrevet ind i min kalender. Fordi jeg nu havde nået termin skulle vi til skanning og opfølgning på OUH, da lægerne helst ikke ser at man går over tid, når barnet vender forkert. Fordi jeg virkelig ønskede at føde vaginalt, fik jeg lov til at gå en uge mere, da alt så fint ud og hun trivedes som hun skulle inde i maven. Set i lyset af at jeg havde forventet at føde før termin, så tænkte jeg, at nu fik jeg heldigvis chancen for at føde vaginalt alligevel, men ingenting skete der i hele den ekstra uge jeg havde fået… Derfor blev jeg nødt til at få en tid til et planlagt kejsersnit, den dato lå tre dage efter, så havde jeg lige et par ekstra dage at løbe på. Desværre skete der ingenting i løbet af de tre dage og Emilie endte med at blive taget ved et planlagt kejsersnit 10 dage over termin.

På trods af at et kejsersnit ikke var det jeg ønskede, så gik selve operationen godt og vi fik endelig vores datter at se. Det værste ved et kejsersnit var for mig ikke selve det faktum at jeg skulle opereres, men følelsen af at få taget en af de største ting i livet fra mig. Jeg ville så gerne prøve at have de veer, som skulle hjælpe med at få min datter til verden. Jeg ville så gerne have, at det var mig og min krop, som sammen lavede afslutningen på de 9 måneder jeg havde båret på min datter. Jeg følte at netop noget af det, som gør mig til kvinde, blev taget fra mig, idét min krop dermed ikke fik lov til at gøre, lige præcis det den er skabt til. Dette græd jeg mange tårer over, men i sidste ende er det vigtigt at huske på, at det ikke er måden ens børn kommer til verden på, der gør en til hverken kvinde eller mor, men derimod det hjerte man ligger i det.

Vi blev på barselsgangen i 3 dage, men set i bakspejlet, så kunne jeg godt have brugt en dag mere. Ikke fordi vi havde problemer med Emilie, men simpelthen fordi jeg havde så ondt, at jeg ikke kunne komme ud af sengen derhjemme uden Michaels hjælp. Efter af have prøvet et kejsersnit, er det bestemt ikke noget jeg vil anbefale nogen, hvis man har muligheden for at føde vaginalt. De smerter der, i hvert fald for mig, kom efter at bedøvelsen havde fortaget sig, var virkelig ulidelige (og jeg er ellers ikke en der brokker mig over den slags). De værste smerter kom senere samme dag og dagen efter kejsersnittet, da jeg på det tidspunkt både havde efterveer og opsprættede mavemuskler, der ikke var groet sammen endnu – ikke en særlig behagelig kombination. Men faktisk havde jeg rigtig ondt i lidt over en hel uge efter, hvor alting gjorde ondt og var besværligt, samtidig med at jeg skulle amme og tage mig af Emilie på alle tidspunkter af døgnet.


Det her var en kort fortælling om mit forløb, blot for at fortælle, at uanset hvad man har af planer og ønsker for både graviditet og fødsel, så er denne del af livet blot endnu en af de ting, som vi absolut ingen kontrol har over i sidste ende.

Du må hjertens gerne komme med kommentarer og stille spørgsmål, dette kan gøres enten i kommentarfeltet eller i en mail til mig på anne@baby-life.dk ♥

Del: