Sociale medier og virkeligheden

Her forleden snakkede jeg med min veninde, på en dag der ikke havde været den bedste for hende – dem har vi jo allesammen ind imellem. Hun nævnte for mig, at hun troede Michael og jeg aldrig havde nogen problemer eller udfordringer i vores forhold, og at hun kunne få vildt dårlig samvittighed, fordi der altid er så pænt, rent og ryddet op, når hun besøger nogle af hendes andre veninder, og det er der ikke hjemme ved hende.

Så kom jeg til at tænke på hvor vigtigt det er, at vi husker os selv og hinanden på, at den der “Insta”-virkelighed, altså ikke er virkelig. For hvis vi allesammen går og tror, at alle andres verden er præcis som den bliver udstillet på sociale medier, så er det da lige til at få en depression over – det er der jo ingen der kan leve op til.

Jeg følger i hvert fald nogle profiler, hvor deres feed på en onsdag kan se sådan ca. således ud:

  • Et billede med det flotteste lys ind af et vinduesparti på størrelse med Amalienborg, med en i øvrigt perfekt opsat “morgenhårs”-messybun fra soveværelset.
  • Et billede af en flot frugtdekoreret chiagrød, som hun jo får HVER morgen.
  • Et billede på vej til frisøren i sine flotte Louboutin hæle.
  • Et billede af den lækre tapas hun “lige hurtigt” skulle have til frokost.
  • Et billede til træning, hvor hun “synder” med en proteinbar i den ene hånd.
  • Et billede i hyggetøjet derhjemme, som selvfølgelig er perfekt opryddet og stilet.

Dette er måske et voldsomt eksempel, but you get the point 😉

Jeg har tit selv gået og tænkt, hvor gerne jeg ville have alt det tjekkede tøj, det store hus med de lækre Y-stole, det lange glansfulde hår og hvor jeg bare gerne ville have et af de der helt perfekte liv, som jeg jo følger på Instagram. Men sandheden er, at der ikke er nogen liv som er perfekte, det er bare ikke det vi vælger at lægge på de sociale medier, eller fortælle mest om. Det synes vi jo ikke er interesant eller fedt at folk skal vide. Men det er det faktisk! Det er interesant, når alting ikke er perfekt – det er faktisk noget af det der er mest interesant, for det er det, som gør os til mennesker. Det er det, som gør os til individer og ikke robotter – hvilket jo er heldigt nok. Så derfor vil jeg opfordre til, at dele de uperfekte historier. Hvis ikke på sociale medier, så personligt til dine venner og veninder. Jeg er sikker på at de også har nogle uperfekte historier at dele med dig.

Så hvis man altid går og tror, at alle andres liv er helt perfekt, imens ens eget bare sejler derudaf i stormvejr, så er det for det første til at blive deprimeret over, da man så aldrig føler sig god nok eller tilstrækkelig, men for det andet er det slet ikke sandt heller.

Jeg har læst Papmaché Reglen af Hella Joof, hvor hun beskriver en lille leg/øvelse, som jeg tror er meget sund at lave ind imellem, og især når man har en lidt dårlig dag. Øvelsen går ud på, at du i dine tanker får lov til at bytte hele dit liv ud med en andens. Du må vælge hvem som helst du vil, som du gerne vil bytte liv med, men du skal huske på at du skal bytte HELE dit liv ud med vedkommende. Dit hus. Dine ting. Din personlighed. Din kæreste. Dine børn. Din familie. Dine færdigheder. ALT. Du må altså ikke vælge nogen ting fra én person og andre ting fra en anden.

Jeg har selv lavet denne øvelse og da jeg havde været hele registret igennem af folk jeg kunne tænke på, var jeg stadig ikke kommet på nogen, som jeg havde lyst til at bytte hele mit liv ud med. Det er jo heldigt nok, for så har jeg jo i virkeligheden et liv, som er mindst lige så perfekt som alle andres ♥

For at kunne starte en samtale om det uperfekte, bliver man nødt til at have noget at lægge ud med. Derfor får i her et ret uperfekt billede af mig, blot en uge efter jeg fødte Emilie i 32 graders varme, men ikke desto mindre er jeg ret lykkelig ♥ Jeg har jo både min datter og en lækker pålægchokolademad 😀

Del: