Spar penge på en bæredygtig hverdag – zero waste

Det er på ingen måde fordi jeg er gået helt zero waste (men mega meget cadeau til dem der kan!), det er simpelthen næsten umuligt med en baby og en travl hverdag. Men ikke desto mindre har jeg faktisk taget valget om, at lave nogle små ændringer i vores hverdag, for at skabe mindre affald – særligt plastik.

Her på det seneste har hele zero waste konceptet virkelig vagt min interesse, jeg synes at de mennesker, som kan lave alle deres daglige rutiner om, for at mindske produktionen af engangsemballage og andet plastik, er mega seje. For selvom vi allesammen kun er små bitte brikker i et kæmpe puslespil, så kan det gøre en stor forskel, hvis bare vi allesammen gør en lille smule. Herhjemme har vi derfor taget nogle små beslutninger, som sikkert bliver til flere, for at mindske vores forbrug af plastik og affald. Det bedste af det hele er, at vi faktisk ender med at spare en del penge i sidste ende! Win win 😀

Jeg vil ikke gå alt for meget i detaljer omkring hele zero waste konceptet, det er der heldigvis mange andre som er bedre til end mig, så hvis man ikke kender til konceptet, så handler det i store træk om, at mindske al form for produktion af nye vare (både møbler, tekstiler, emballage mm.) og istedet købe ting brugt og undgå alting der har med plastik at gøre (plastikposer, plastikbøtter, sugerør, engangsbestik mm.). Hvis man er mere interreseret i selve konceptet, som i øvrigt er ret spændende, så kan jeg anbefale at følge Gittemary Johansen på youtube, hun gør det nemlig ret godt.

Det vi har gjort

Først og fremmest så køber jeg aldrig plastikposer i dagligvarebutikker mere, jeg har altid en mulepose (stofpose) med mig istedet for. Det er både bedre for miljøet, men det er også meget mere behageligt at have i hænderne og så knækker hanken ikke på dem, som de ofte gør i plastik-indkøbsposer, hvis man har flere tunge ting med. Derudover vil jeg lige lave en liste herunder, med de ting jeg har købt og nogle ting jeg har, for at mindske vores forbrug herhjemme.

  • Termokande og termokopper – så kan vi tage kaffen med hjemmefra, eller bede om at få vores kaffe lavet i dem istedet for engangs to-go kopper.
  • Frugt- og grøntposer – poser i bomuld med snøre i toppen, til at lægge sine frugter og grøntsager i i supermarkedet, istedet for plastikposerne de tilbyder, som i øvrigt altid flækker.
  • Bambustallerkner og bambusbestik – det er rart at have hvis vi skal på tur, grille eller andet.
  • Vandflaske – jeg har altid en i min taske og så undgår jeg at købe vand på flaske. Når den jeg har, ikke kan mere, så køber jeg en i glas eller rustfrit stål stedet.
  • Sugerør i rustfrit stål – man kan også få dem i glas, men jeg synes det er mega smart, da de både kan bruges til kolde og varme drikke, og så holder de jo nærmest evigt. De er i øvrigt nemme at komme i opvaskemaskinen eller rense med den medfølgende mini flaskerenser.

Sugerør i rustfrit stål. Mine her er 8 mm i diameteren, så er de nemlig også gode til milkshakes og smoothies.

Skuresvamp og opvaskebørste. Skuresvampen kan gå i opvaskemaskinen og børsten kan man skifte hovedet på.

  • Bee’s wrap –  det er et alternativ til brugen af husholdningsfilm, som kan bruges i op til et år og så er det bionedbrydeligt.

Bee’s wrap. Vaskbar substitut for husholdningsfilm.

  • Bomuldsrondeller – jeg brugte både vatrondeller selv hver dag, til at fjerne makeup, og til at smøre Emilies numse med Olivy. Disse kommer bare med i vasemaskinen når jeg vasker tøj.
  • Sæbebær – det er nok noget af det smarteste, som jeg ikke anede fandtes! Det er en substitut for vaskemidler, som er små skaller man kommer i en lille pose og putter med i vaskemaskinen når man vasker tøj. De kan bruges flere gange og så undgår man alt den plastik emballage fra almindeligt vaskemiddel/pulver. Det er i øvrigt meget billigere at bruge sæbebær end almindeligt vaskemiddel, hvis man regner det ud pr. vask.

Sæbebær som substitut for vaskemiddel og bomuldsrondeller, som kan gå i vaskemaskinen.

  • Tandbørster i bambus – de er bionedbrydelige og så undgår vi plastik.
  • Silikonemåtte til bagepladen – så undgår man at købe bagepapir hele tiden.
  • Bomulds karklude – de holder meget længere end engangsklude, som i øvrigt indeholder en helt masse mikroplast.
  • Sæbebar – de har ikke nær så meget emballage som flydende håndsæbe.

Det vi gør løbende

Vi har selvfølgelig ikke bare smidt alt det ud som vi ejer i plastik, men efterhånden som tingene ikke kan mere, så tænker jeg at skifte det ud med noget som er mere genanvendeligt. Her har jeg lavet en liste over ting som vi allerede gør og ting vi vil gøre løbende.

  • Indkøb uden emballage – i Odense har vi ikke en af de butikker uden emballage, men frugt og grønt handler jeg i Bazaren, hvor det ikke er pakket ind i plastik. Derudover prøver vi så vidt muligt, at hente brød hos bageren.
  • Købe flere ting second hand – vi har allerede gjort det med stort set alle de møbler vi har idag, men det vil vi fortsætte med. Man kan købe så mange ting brugt, som næsten er nye, eller ser sådan ud.
  • Udskifte de ting vi har i plastik – vandflasker, opbevaringsbøtter osv.
  • Selv blande vores rengøringsmiddel – når vi har brugt alt det rengøringsmiddel vi har, så blander jeg noget efter disse opskrifter.
  • Sælge vores brugte ting – eller give dem til Røde Kors, istedet for bare at smide det ud.
  • Vælg miljøbevidst – det er ikke alting vi har lyst til at købe brugt, så når vi køber nye ting, så vil vi fokusere mere på de materialer der er brugt.
  • Opvaskemaskinen – vi elsker vores opvasker! men vi sørger for først at tænde den, når den er helt fyldt og ikke nødvendigvis hver dag.
  • Vaskemaskinen – vi sørger for at have samlet til en hel fyldt vask, før vi tænder den.
  • Ingen rester – vi sørger for, så vidt muligt, ikke at lave mere mad end vi kan spise. Hvis vi har rester, så gemmer vi dem ofte til frokost dagen efter.

Jeg ved at der er MANGE flere produkter man kan få, som vil nedsætte forbruget af plastik markant, og jeg har tænkt mig løbende af anskaffe mig flere, i takt med at jeg finde gode løsninger, som ikke belaster vores hverdag tidsmæssigt set. Nogle af de ting jeg har nævnt her, er helt sikkert allerede en selvfølge for nogen, andre er måske ny viden. I hvert fald håber jeg at have inspireret nogle af jer, til at tænke lidt mere grønt, for hvis vi alle gør en lille smule, så bliver det altså en stor smule til sidst 😉


Hvis du har nogle gode råd om bæredygtighed, så smid dem endelig i kommentarfeltet, så kan i alle blive lidt klogere og hjælpe lidt mere til ♥

Dette er ikke en sponsoreret indlæg, men mange af de ting jeg har købt, har jeg købt hos NatureBaby, som har super mange grønne alternativer samlet på et sted, og som er virkelig søde, hvis du skulle have spørgsmål til nogle af deres produkter. Mit link dertil er et affiliatelink, hvilket betyder at du støtter min blog, hvis du vælger at købe noget igennem det – hvilket jeg selvfølgelig ville blive rigtig glad for 🙂

Del: