Ting at lave i barslen 
– gør noget godt for dig selv

For rigtig mange kommende mødre er barslen er kærkommen tid, det var den også for mig. Ikke fordi jeg havde det fysisk hårdt, men hold da op, sådan en graviditet tager altså også på funktionsevnen af øverste etage. Jeg blev bare lige dét mere emotionel og koncentrationsbesværet, så det altså ikke altid var lige nemt at komme igennem en simpel skoledag og forberede eksaminer.

Da jeg så endelig havde afsluttet min sidste eksamen og dermed kunne gå på barsel, nød jeg de første par dage, hvor jeg uden dårlig samvittighed kunne lave absolut ingenting! Dog blev det altså ret hurtigt kedeligt at gå hjemme alene, når veninderne stadig enten havde studie eller arbejde og det samme havde Michael. Derfor har jeg lavet en lille liste med de ting, som fyldte min hverdag i barslen og gjorde mig glad.

Hør musik

Hvad enten du er mest til radio eller en helt bestemt spilleliste, så sørg for at sætte noget musik på, som får dig i godt humør. Du kan evt. lave din egen spilleliste med din yndlingsmusik på Spotify. Det fik i hvert fald mig til ikke at føle mig som palle-alene-i-verden i hverdagen.

Abonner på Youtube kanaler

Uanset hvad du interesserer dig for, så er der stensikkert nogen, der har lavet en YouTube kanal for lige netop det. YouTube kan være et super godt sted at finde inspiration og lære nye ting, hvad enten det er boligindretning, makeup og hudpleje, computerspil, livsstil, you name it… Det er tiden værd lige at undersøge og finde nogle kanaler man synes er gode.

Ryd op og indret din bolig

Det kan være at der er nogle småting, eller måske store ting, du længe gerne har villet lave om i din bolig, nu er tiden til at du kan få det gjort. Hvis pengene er små, så prøv at kig i nogle boligmagasiner og find inspiration til at gå i genbrug og find ting der ligner. DBA og Tradono (en super god second hand app) er også dine venner her. Ryd op i gemmerne, smid de ting ud du ikke har brugt i årevis og få sorteret i de syvhundrede plastikcontainere du har liggende, ingen behøver så mange!

Hjemme-spa

Det er dyrt at få lavet fodbehandlinger og gå til massør, men man kan sagtens gøre meget derhjemme. Køb en massageolie (babyolie kan også gøre det) og få din bedre halvdel til at massere dig, i kan evt. skiftes til det. Det er også en god måde at holde gang i intimiteten, selvom man ikke lige føler sig som sit mest sexede jeg. En badesalt, eller blot sæbespåner, en fodfil og en fodcreme. Mere skal der ikke til for at passe på sine ømme fødder. Giv dig selv en behandling et par gange om ugen, det er super dejligt og dine fødder vil takke dig.

Kom udenfor

Selvom det kan være fristende at ligge og bingewatche Friends en hel uge i streg, så gør dig selv den tjeneste at komme lidt udenfor. Det er både godt for helbredet, men bestemt også humøret. Lange gåture har hjulpet rigtig meget på mit humør, og for at det ikke skulle føles som en kedelig pligt at gå alene, har jeg brugt turene til at spille Pokemon Go. Du kan også bare sætte dig ud i haven og læse eller høre musik, hvis ikke du har en have, så er der sikkert en park eller et grønt område i nærheden.

Find en ny hobby

Hvis du ikke er typen som har en bestemt hobby, det var jeg ikke, så prøv at find ud af hvad der giver dig glæde. Det er meget nemmere hvis du kan få en veninde eller din kæreste til at hjælpe dig med at lave en brainstorming af, hvad der gør dig glad. Skriv alt ned og find derefter på ideer til, hvordan man kunne lave det til en hobby. Jeg selv fandt ud af at jeg finder glæde i at hjælpe andre og dele erfaringer, samt at jeg synes det er sjovt at kunne skabe noget, derfor endte jeg med at lave denne blog.

Sov længe

Der er ikke noget du skal nå, lad være med at stille dit vækkeur fordi du tænker at du skal have noget ud af dagen og nå en masse. Det her er det sidste tidpunkt, i mange år, hvor du har muligheden for ikke at stå tidligt op, udnyt det.

Værdsæt din mad

Det er vigtigt at spise det rigtige når man er gravid (I know, det er nemmere sagt end gjort!). Brug tid på at lave noget mad du synes er lækkert. Din morgenmad behøver ikke at være havregryn, når du har god tid til at lave en lækker smoothie og sætte nogle koldhævede boller i ovnen. Hvis du ikke er så ferm i et køkken, så søg lidt på nettet, der er tonsvis af opskrifter på både nemme og lækre retter, både til morgen, middag og aften.


Jeg håber at du kunne bruge nogle af mine ideer. Hvis du selv sidder med noget du har brugt din tid på, så smid det gerne i kommentarfeltet, så kan vi sammen udvide listen ♥

Del: